Af Ian Proud
I december 2024 fandt der store civile protester sted i Georgiens hovedstad, Tbilisi, som blev beskrevet af Vesten som 'pro-europæiske demonstrationer'. Disse begivenheder fik omfattende mediedækning.
Da Salome Zourabichvilis seksårige periode som Georgiens præsident nærmede sig sin afslutning, opfordrede vestlige observatører til, at den kommende præsident, Mikheil Kavelashvili, blev erklæret illegitim. På trods af klare valgresultater nægtede Zurabisjvili at træde tilbage fra magten.
USA og Storbritannien indførte derudover sanktioner mod individer fra Georgian Dream partiet.
I et øjeblik lignede det et muligt coup d’etat a la Maidan. Efter en periode med spændinger blev Kavelashvili dog indsat som præsident uden større problemer, og de internationale medier skiftede fokus til andre emner.
Forfatningsreformer
Tilbage i december 2018 blev Zurabisjvili indsat som Georgiens sidste direkte valgte præsident, samtidig med at en ny forfatning trådte i kraft. Denne reform blev indført som svar på bekymringer om korruption i landets politiske system siden uafhængighedsåret 1991.
Ifølge den nye forfatning skulle præsidentens rolle være mere ceremoniel, og fra 2024 ville præsidenten blive valgt indirekte gennem et parlamentarisk system – en model, som flere EU-lande bruger, og som Zourabichvili ikke protesterede imod før foråret 2024.
Forfatningen introducerede også fuld såkaldt “proportional representation” og elektronisk stemmeafgivelse, hvilket blev rost af oppositionsgrupper.
Ved parlamentsvalget i oktober 2024 vandt Georgisk Drøm 54% af stemmerne, mens fire splittede oppositionspartier tilsammen fik 37%. OSCE rapporterede om nogle mangler i valgprocessen, men vurderede overordnet, at valget var velorganiseret.
Alligevel førte Zourabichvili en kampagne imod deklareringen af valgresultatet som legitim, og hun blev støttet af USA og Storbritannien.
Det amerikanske Helsinki Commission on Security and Cooperation in Europe kaldte til en afvisning af vinderpartiet, som det kaldte for “Georgian Nightmare“, og opfordrede til sanktioner mod individer fra partiet.
I december blev dette ønske indfriet med både britiske og amerikanske sanktioner mod bl.a. indenrigsministeren i Tbilisi. Partiets leder Bidzina Ivanishvili blev også sanktioneret af USA, for ifølge den amerikanske udenrigsminister Antony Blinked at have “undermineret Georgiens demokratiske og euro-atlantiske fremtid”.
EU ophævede desuden visumfrie rejser for georgiske diplomater og repræsentanter.
De første protester i Tbilisi efter valget den 26. oktober udviklede sig voldeligt, hvilket gav anledning til frygt for, at begivenhederne i Tbilisi kunne komme til at ligne Maidan-protestbevægelsen i Kiev, som kulminerede i kuppet mod den daværende ukrainske præsident Viktor Yanukovych i februar 2014.
Forskellen i Tbilisi var, at protestbevægelsen sigtede mod at skabe en unik form for kup, hvor Georgiens siddende præsident ville forblive ved magten på en forfatningsstridig måde.
I den sammenhæng var Zourabichvili den værst tænkelige form for egennyttig politisk opportunist, der brugte påstande om valgindblanding som en undskyldning for at klamre sig til magten.
Efter valget udviklede protesterne i Tbilisi sig til fredelige demonstrationer, som blev håndteret med tilbageholdenhed af politiet.
Forsøgene på at destabilisere Georgiens regering mislykkedes, og Vesten står nu over for spørgsmålet om, hvordan relationerne til landet skal genopbygges.
Tyrkiets tilgang
De seneste begivenheder understreger, at Georgien bør fokusere på et tættere samarbejde med Tyrkiet frem for at forfølge en usikker euro-atlantisk vej. Ligesom Georgien har Tyrkiet også oplevet udfordringer i forhold til EU-medlemskab.
Selvom optagelsesprocessen officielt står i “dvale”, tvivler jeg personligt på, at Tyrkiet nogensinde vil være i stand til at blive en fuldgyldig og ligeværdig partner på lige fod med de andre medlemslande i EU.
Det har grundlæggende altid været min holdning, at den overvejende kristne klub ville acceptere, at en dynamisk muslimsk nation som Tyrkiet skulle blive medlem og samtidig blive det største EU-land målt på befolkningstal.
Konsekvenserne for EU’s sammenhængskraft ved at lade Tyrkiet blive medlem udgør en langt større udfordring end omkostningerne ved at optage Ukraine, som ville sprænge EU’s budget.
Hvad angår Georgien, synes EU’s interesse langt mere at handle om normativ nationsopbygning, hvilket partiet Georgia Dream klart opfatter som ekstern indblanding.
Den hårde sandhed er, som jeg tidligere har skrevet, at Georgien har tabt økonomisk efter implementeringen af den omfattende frihandelsaftale med EU i 2016. Ligesom med Ukraine ønsker EU en form for Georgien, som måske er umulig at realisere, og Georgien ønsker økonomiske fordele, som Europa måske ikke er villig eller i stand til at levere.
På samme måde er den “euro-atlantiske” vej, som amerikanske lovgivere taler om – kodesprog for fremtidigt NATO-medlemskab – også et falsk valg for Georgien. Efter at være blevet trukket ind i en ødelæggende krig med Rusland i 2008 over dets NATO-ambitioner på det tidspunkt, ville det være en kæmpe fejltagelse for Georgiens ledere at genoplive denne idé nu.
Det gør dog ikke Georgien pro-russisk. Georgien har stadig ingen diplomatiske forbindelser med Rusland, og Georgia Dream ønsker stadig en dag at genindlemme de separatistiske regioner Abkhasien og Sydossetien.
Tyrkiet har taget en balanceret og ansvarlig tilgang til georgisk demokrati i perioden efter valget. På grund af deres geografiske nærhed har Tyrkiet og Georgien opbygget et uundværligt handels- og investeringsforhold.
Selvom handelsforholdet favoriserer Tyrkiet på grund af dets størrelse, med et overskud på 2 milliarder dollars om året, opvejes dette delvist af Ankaras rolle som den største udenlandske direkte investor i Georgien.
Dette partnerskab er afgørende i en tid, hvor Tyrkiet og det nærliggende Sydkaukasus er vigtigere end nogensinde for Europas energisikkerhed efter Ruslands eksklusion fra EU’s energimarkeder.
Den sydlige gaskorridor – der løber gennem Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet – er blevet mere betydningsfuld, efter at Ukraine besluttede at stoppe al transit af russisk gas til Europa fra 1. januar.
Tyrkiet og Georgien valgte ikke at efterligne EU’s sanktioner mod Rusland, på grund af den åbenlyse økonomiske skade, det ville påføre dem. Selvom Tyrkiet er et vigtigt NATO-land, har det konsekvent søgt en diplomatisk løsning i Ukraine, for eksempel gennem fredsforhandlingerne i Istanbul i februar 2022 eller gennem dets afgørende rolle i forhandlingen af Black Sea Grain initiativet.
Partiet Georgia Dream har udtrykt bekymring over krigen i Ukraine, da det befolkningstalsmæssige lille land er blevet påvirket af en stor tilstrømning af russiske og ukrainske værnepligtsnægtere og andre migranter siden konfliktens start.
På tværs af økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål nyder Tyrkiet og Georgien en høj grad af enighed, med stærke diplomatiske relationer.
Mens den nye georgiske regering fokuserer på at reformere og genopbygge sin økonomi, vil Tyrkiet fortsat være en mere stabil og pålidelig partner end EU eller USA.
