Af Khalida Khan
I Storbritannien har vi på det seneste været vidner til anti-muslimske pogromer på tværs af landet. Dén beskrivelse af begivenhederne har du nok ikke hørt før. De sidste par ugers mediedækning har nemlig ikke formået at belyse den antimuslimske drivkraft bag optøjerne.
En måned senere snakker alle fortsat om ”raceoptøjer” og ”uroligheder”. I en nylig BBC-artikel der handler om hvordan statsministeren bør adressere de ”grundlæggende” årsager til optøjerne bliver had mod muslimer ikke nævnt én eneste gang. Og da et FN-udvalg i fredags anbefalede Storbritannien at indføre tiltag mod hadtale og xenofobisk retorik, blev islamofobi heller ikke berørt.
Det var imidlertid ikke kirker, synagoger, hinduistiske templer eller sikhiske gurdwara’er, som optøjerne havde for øje, men specifikt moskéer – og i nogle tilfælde, muslimske gravpladser. Den systematiske misinformation, der satte gang i de antimuslimske optøjer i Southport, hævdede, at gerningsmanden bag knivdrabene på små piger på en danseskole var muslim og en asylansøger.
Det var uden tvivl muslimer, som oprørerne gik efter. Efterfølgende stod også brune og sorte personer for skud.
Intet sker i et vakuum. En historisk intolerance mod muslimer kombineret med årtiers uhæmmet anti-muslimsk diskurs i alle lag af det britiske samfund har skabt en sprængfarlig situation.
Gnisten, der fik det til at eksplodere, var Southport.
Islamofobien nedspilles
Selvom enkelte politikere og reportager indledningsvist anerkendte, at sidste måneds voldelige optøjer var målrettet muslimer, bliver der nu skøjtet hen over det faktum.
På trods af, at britiske love giver domstolene mulighed for at retsforfølge antireligiøs kriminalitet tyder det på, at uromagerne indtil videre primært er sigtet for racistisk og ikke antireligiøst motiverede forbrydelser. En yderligere underkendelse af islamofobiens drivkraft.
Hvis min antagelse er korrekt, er det meget sandsynligt, at Labour-regeringen ikke kommer til at anerkende eller adressere islamofobiens rolle i forbindelse med fremtidige undersøgelser.
Det ville kræve en fuldstændig gentænkning af status quo og en omvæltning af institutionel karakter, som indebærer ændringer på tværs af hele den offentlige sektor og det strafferetslige system, heriblandt velfærdssystemets fortolkning af muslimske behov og politiets håndtering af anti-islamiske hadforbrydelser.
Hvordan er vi kommet hertil? Benægtelsen af islamofobiens tilstedeværelse har altid eksisteret i den almene britiske diskurs. I stedet foretrækker mainstream-pressen, den offentlige sektor og regeringen tilsyneladende at behandle problemet ud fra et racemæssigt perspektiv.
To typer af had
Der er mange, der ikke forstår behovet for at adskille anti-muslimsk diskrimination fra racisme-konceptet. Så lad mig forklare.
En effektiv løsning på ethvert problem kræver en præcis årsagsanalyse. Islamofobi og racisme er to forskellige former for had og kan derfor ikke klemmes ind i én kategori. Hver type kræver en særskilt tilgang og politik, for at sikre positive resultater.
Islamofobi er en dybt forankret fordomsfuldhed og frygt for muslimer i den vestlige psyke, der fører til chikane og diskrimination.
I løbet af det sidste årtusinde frem til dagen i dag har Europa, på den ene eller anden måde, været i konflikt med islam. Tænk på 800 års islam i Spanien, korstogene og osmannerne i Europa. Konflikter, som fortsat former nogle europæiske historikere og politikeres forestillinger og fortællinger om muslimerne som bøhmænd, seksuelle afvigere, kvindeundertrykkere, barbarer og nu terrorister, der udgør en trussel mod Vesten.
Disse fordomme kommer til udtryk i europæisk historie, litteratur, kunst, journalistik og ikke mindst i Hollywood (se Jack Shaheens dokumentar ”Reel Bad Arabs”).
Når hjernen er kodet sammen til at frygte og hade islam og muslimer på den måde er det blot et spørgsmål om tid, før de dybt forankrede anti-muslimske idéer får lov til at manifestere sig i form af diskrimination, chikane og vold. Dét er islamofobiens historie. Det handler ikke om farve, men om en historisk fordomsfuldhed og foragt for islam og muslimer.
Racisme, derimod, er diskrimination baseret på hudfarve og etnisk ophav. Den har sin egen historie. En historie, der er baseret på europæiske raceteorier og -hierarkier, der betragter den hvide race som overlegen og brune og sorte racer som undermennesker.
Begge typer af had er historisk blevet anvendt til at retfærdiggøre slaveri og kolonialisme.
Der er bestemt steder, hvor islamofobi og racisme ligner hinanden, men for at vi kan finde effektive løsninger på hver problemstilling, må vi netop behandle dem som to forskellige typer for had.
Den antiracistiske bevægelse der opstod i 1950’ernes Storbritannien, var i stor grad sekulær og fokuserede udelukkende på hudfarve. Antireligiøs diskrimination, religion i det hele taget og andre ”splittende” emner var bevidst udelukkede. Den beretning fik jeg direkte fra den ikoniske antiracistiske aktivist Ambalavaner Sivanandan i forbindelse med et kursus.
Bevægelsen opstod i efterkrigstidens Storbritannien som følge af den racistisk motiverede chikane, vold, optøjer og mord, som de mange nye migranter med anden etnisk og trosmæssig baggrund blev udsat for.
I 70’erne og 80’erne forenede vi os på tværs af forskellige minoritetsgrupper, fordi racediskriminationen, som vi alle var udsat for på grund af vores hudfarve, var en fælleskamp. Også i denne tid var anti-muslimsk diskrimination dog en virkelighed for enhver, der havde øjne at se med. Det være i form af mordet på en muslimsk elev på en skole med udbredte anti-muslimske holdninger, eller drabet på en ung indsat, der var blandt islamofobiske fængselsbetjente.
Disse antimuslimske forbrydelser blev aldrig kategoriseret sådan, fordi beslutningstagerne kun så racisme og ikke antireligiøs had.
Racemæssig retfærdighed udelukker muslimerne
Raceoptøjerne i starten af 1980’erne fik regeringen til at indføre en række initiativer igennem den offentlige sektor, som skulle sikre racemæssig retfærdighed. I kraft af min stilling som ”Race Relations Officer” på det tidspunkt, indså jeg meget tidligt, at det var én ting at forene sig i kampen mod racisme, men det var noget helt andet, at racekategorier og -etiketter nu skulle tvinges ned over os, for derefter at bestemme fordelingen af ressourcer og ydelser igennem den offentlige sektor i overensstemmelse med disse kategorier.
Det viste sig faktisk at være katastrofalt for muslimerne. Den såkaldte ”Race Relations” lov fra 1976 beskyttede nemlig kun etniske grupper. Muslimerne, som er multietnisk og et trosfællesskab, var derfor ikke beskyttet under den lov.
Det blev klart for mig, at vi muslimer var fuldstændig usynlige for regeringen og den offentlige sektor.
Muslimer har længe været, og fortsætter med at være, blandt de mest udsatte grupper i landet hvad angår socioøkonomisk status og sundhed. Det skyldes, at de blev gjort usynlige ved udeladelse; enten ved ikke at få adgang til ydelserne, eller ved at de ydelser, der blev gjort tilgængelige, ikke tog modtagerens specifikke behov i betragtning.
Når det kom til plejefamilier og adoption, ville muslimske børn blive anbragt i overenststemmelse med de problematiske racekategorier, frem for at tage trosbaggrunden i betragtning. Et nigeriansk barn med muslimsk tro ville f.eks. anbringes i en afrikansk-karibisk familie med kristen trosbaggrund og et pakistansk barn med muslimsk baggrund ville blive anbragt hos indiske hinduer.
Som muslimer, prioriterer vi i dette tilfælde trosfaktoren; vi foretrækker, at vores børn vokser op i et muslimsk hjem, uanset familiens etniske baggrund.
Folketællinger i Storbritannien indeholdte ikke spørgsmål vedrørende tro før 2001. Det er derfor svært at sætte tal på den diskrimination, muslimerne stod over for.
Arbejder for forandring
I 1985 grundlagde jeg An-Nisa Society for at forbedre muslimske familiers velværd og fremme forståelsen omkring de problemer, jeg havde observeret.
Flere års lobby- og kampagnearbejde resulterede i både små sejre og store gennembrud, herunder ligestillingsloven i 2010, som omsider inkluderede “religion og tro” blandt beskyttede grupper. Nu havde vi lige pludselig en lov imod antireligiøse hadforbrydelser og opfordren til antireligiøs had.
Vores arbejde inden for det sociale, herunder rådgivning i muslimske lokalsamfund, viste også, at trosbaserede initiativer ofte havde bedre sociale og økonomiske resultater.
Men på trods af disse fremskridt, herunder stigningen i antallet af muslimer i politik og i den offentlige sektor, er islamofobien på fremmarch, som vi så det under pogromerne.
Det skyldes, at racetilgangen fortsat er herskende.
Muslimer må blive bedre til at oplyse sig selv
Den værste hindring for at få islamofobi på dagsordenen er muslimerne selv.
Muslimske ledere fra lokalsamfundene, som heller ikke forstår sig på hvordan islamofobi fungerer, har ikke mulighed for at hjælpe regeringen og beslutningstagerne med at håndtere den egentlige islamofobi.
Det er den institutionelle islamofobi, der påvirker muslimerne mest. Muslimske borgere har ikke forventninger til den offentlige sektor hvad angår lige adgang til systemets ressourcer og ydelser, som de har hårdt brug for og som tager deres tros- og kulturmæssige forhold i betragtning. Derfor forstår de heller ikke, at ressourcesvagheden også fører til deres sociale eksklusion. De er blevet vant til at se tingene ud fra de racemæssige kategoriseringer og accepterer derfor status quo.
Det største nederlag for vores kampagne kom fra det såkaldte “All-Party Parliamentary Group (APPG) on British Muslims”, der i 2017 definerede islamofobi som en "form for racisme".
Vedtagelsen af denne definition betød en kæmpe tilbagegang for vores kamp for adskillen af islamofobi og racisme.
Konsekvenserne
I kølvandet på de seneste anti-muslimske optøjer frygter jeg, at mit land ryger tilbage til det standpunkt, som ser alle minoriteter ud fra en racemæssig forståelse og som behandler alle “etniske” samfund som én homogen gruppe.
Det ville betyde, at hvis regeringen skulle beslutte sig for at analysere og adressere de grundlæggende årsager bag optøjerne, ville det ske udelukkende ud fra en racemæssig forståelsesramme. Islamofobi-forståelsen vil blive reduceret til en form for hudfarve-orienteret racisme og enhver handlingsplan og ethvert lovmæssigt tiltag vil derfor være utilstrækkeligt.
At gentage den samme gamle race-orienterede retorik og strategi, som har svigtet britiske muslimer i årtier, vil være meningsløst.
Jeg har ikke meget håb for, at der vil blive etableret nogen meningsfulde og institutionelle tiltag som kan tackle antimuslimsk had, hvorend den skulle manifestere sig, være det på de sociale medier, på den politiske scene eller i institutionelt regi. Muslimerne ville blive til en udskældt underklasse.
Ligestillingsloven giver os dog værktøjerne til at adressere islamofobien i måden, hvorpå vi bliver behandlet og har adgang (eller mangler adgang) til ressourcer. Vi skal gøre brug af disse værktøjer. Vi har også love imod antimuslimske hadforbrydelser – vi skal presse politiet og det strafferetslige system til rent faktisk at gøre brug af dem. Dette er en mulighed for reel forandring.
Hvis vi, et par årtier siden, havde taget de rette skridt for at sætte islamofobi på dagsordenen og investeret i et aktivt muslimsk civilsamfund, som var udrustet til at adressere og på professionel vis advokere for vores specifikke behov, så kunne vi måske have undgået at stå i den situation, vi står i nu.
