Af Fawaz Turki
For folket i Gaza var søndag en særlig dag. De umenneskelige vilkår, som har været en hverdag over de sidste 470 dages krig, skulle omsider ophøre – for nu.
Man skal være en ægte optimist eller besidde en vis grad af selvbedrag for at tro, at Israel, ved endelig at acceptere en våbenhvile onsdag – som de næsten trak sig fra torsdag – har til hensigt at afslutte deres altødelæggende krig mod det folk, der lever i den smalle stribe af land.
I Gaza er det kun de døde – heriblandt de tusinder, der stadig ligger begravet under murbrokkerne eller i midlertidige grave, som ikke er talt med i de officielle tal – der har oplevet krigens afslutning. De levende må fortsat kæmpe med den zionistiske stats endeløse klagen over palæstinensernes blotte eksistens – et problem, som den israelske stat har haft, siden den blev etableret i Palæstina for næsten otte årtier siden.
Men en våbenhvile er en våbenhvile, og folk i Gaza glæder sig over den, selvom næsten alle er mærket af kropslige skader og en ubeskrivelig sjælelig smerte over tabet af deres kære. Tirsdag kunne man se spontane udbrud af glæde på gaderne, der nu er reduceret til ruiner. Alligevel var denne lettelse og jubel blandet med en dyster bevidsthed om, at aftalen, de fejrede, var yderst skrøbelig.
Det er sandt, at våbenhvilen blev mødt med glæde af palæstinenserne, og af deres støtter rundt om i verden, men de ved, at dette ikke vil blive en våbenhvile som for eksempel den, der blev etableret på Vestfronten den 24. november 1914, hvor franske, britiske og tyske soldater fejrede sammen i en uge op til jul. Palæstinenserne ved, at det på ingen måder kan sammenlignes.
Onsdag, dagen efter aftalen blev underskrevet, og tre dage før dens implementering, lancerede den israelske hær voldsomme angreb på det centrale og nordlige Gaza, hvilket resulterede i drabet på 123 mennesker, herunder 33 børn og 33 kvinder, mens over 270 blev såret.
Denne uforsvarlige hændelse vidner om en hævngerrighed og om en mentalitet, der ikke ser værdi i palæstinensiske liv.
Skrøbelig våbenhvile
Vores pessimisme over, at våbenhvilen vil holde, og at den vil overleve sin tredje fase og tilbagetrækningen af israelske tropper fra enklaven, er ikke ubegrundet.
Aftalen om våbenhvilen er angiveligt så tvetydigt formuleret og dens betingelser så løst defineret (af mæglere, der har været desperate efter at lukke en aftale), at den kan ophæves med imponerende lethed.
Og så er der den ustabile og uforudsigelige regeringskoalition i Israel, hvor nøglepositioner er besat af personer, der universelt betragtes som messianske højrefløjsgalninge, hvis handlinger har afsløret dybe splittelser i israelsk samfund og politik.
Så længe disse personer er en del af koalitionen, vil de udgøre en trussel mod våbenhvileaftalens varighed gennem dens tre faser, som hver især er fyldt med usikkerheder.
Den første fase – fangeudvekslingen – er relativt simpel. Derefter følger den usandsynlige anden fase, hvor israelske tropper trækker sig tilbage fra Gaza og tillader hundredtusinder af gazanere at “vende tilbage til deres hjem”.
Men hvilke hjem? Alt er reduceret til ruiner på en måde, der minder om Dresden i moderne historie, Kartago, som blev jævnet med jorden af romerske legioner i 146 f.Kr. eller Bagdad, som blev plyndret af mongolske horder i 1258.
Forbløffende ødelæggelse
Ødelæggelsen, som FN's satellitcenter (UNOSAT) har vurderet, er virkelig forbløffende: Omkring 257.800 hjem er blevet ødelagt i Gaza, hvilket har efterladt omkring 95 procent af enklavens befolkning på 2,3 millioner mennesker (før krigen) hjemløse. Og så er der den bevidste ødelæggelse af moskeer, skoler, butikker, samlingssteder og offentlige bygninger som universiteter og infrastruktur.
Hvis murbrokkerne blev stablet i 11 enorme bunker, ville hver bunke være på størrelse med den Store Pyramide i Giza i Egypten. Eller sagt på en anden måde: Der er blevet ødelagt tre gange så mange bygninger i Gaza, som der findes på Manhattan i New York.
Og så er der selve ruinerne, hvis mængde er så enorm, at bortskaffelsen i så lille en enklave som Gaza – hvor en stor del skal transporteres uden for Gazas grænser – anslås at tage 14 år. Dette skal finde sted før palæstinenserne kan begynde genopbygningen, som en del af aftalens tredje fase.
I sidste uge holdt den snart afgående amerikanske udenrigsminister Antony Blinken en tale til Atlantic Council – en tale, der skulle polere hans rolle i Israels ragnarok i Gaza – hvor han snakkede letfærdigt om "genopbygning" i og "forvaltning" af Gaza med en optimistisk tone, for at skabe håb.
Hvilket håb?
Er denne skrøbelige våbenhvile begyndelsen på enden af Gazas lidelser? Desværre ser svaret ud til at være 'nej'.
På en dag som i dag, hvor vi håber at missilerne og bomberne omsider vil stoppe med at regne ned over uskyldige civile, sidder tusindevis af forældreløse børn i Gaza og tænker: "Jeg er stadig sulten. Jeg er stadig alene. Jeg er stadig i fare. Jeg fryser stadig."
Uden at adressere den systematiske undertrykkelse, økonomiske blokade og politiske stilstand, der definerer livet i Gaza, risikerer denne våbenhvile at blive endnu en pause i den endeløse voldscyklus.
For at denne våbenhvile virkelig skal markere begyndelsen på enden af lidelserne i Gaza, kræves der modige handlinger. Blokaderne skal ophæves. Krigsforbrydelser skal retsforfølges. Og de grundlæggende årsager til denne årtier lange konflikt – besættelse, fordrivelse og nægtelse af palæstinensisk statsskab – skal løses. Alt mindre end dette vil efterlade Gaza fanget i permanent ødelæggelse.
