Af Carol Malouf Khattab

Valget af Joseph Aoun som Libanons nye præsident i denne måned kan være en game-changer.

Da man gik gennem Beirut Rafic Hariri International Airport dagen efter, at parlamentet valgte den tidligere hærgeneral som landets nye leder, var atmosfæren mærkbart anderledes. Billeder af den nye præsident prydede alle digitale platforme omkring paskontrollen.

En kvinde rakte sit pas til en grænsevagt og gav i stedet for en simpel hilsen et 'mabrouk’, tillykke på arabisk. Vagten smilede.

På gaderne kunne man se stolthed og glæde i folks ansigter, og samtaler blandt almindelige libanesere havde fået en mere håbefuld tone – alt sammen over én nat.

Denne pludselige ændring i den nationale stemning, efter to års magtvakuum i regeringen, udspringer af den følelse af patriotisme og integritet, som valget af Aoun vækker. Hans præsidentskab ses som en påmindelse om Libanons fortid, især Chehab-perioden, som mange betragter som en gylden æra for god regeringsførelse.

Denne periode markerede et tydeligt brud med sekterisk drevet politik præget af korruption og nepotisme og indvarslede opbygningen af statsinstitutioner og en retsstatsramme.

Chehab-perioden

I 1958 blev general og senere præsident Fouad Chehab valgt under lignende vanskelige omstændigheder i Libanon. Hans periode var præget af administrative reformer, udvikling af infrastruktur og en vision om civil regeringsførelse, der forenede en splittet nation.

Chahabs præsidentskab betragtes generelt som den sidste effektive regeringsperiode i Libanon, baseret på merit og kompetence snarere end sekteriske forbindelser. Hans reformer lagde fundamentet for landets civile service, uafhængige retsvæsen og andre statslige institutioner, som nu kun er skygger af deres tidligere selv.

Mange libanesere håber, at Joseph Aouns præsidentskab vil genoplive Chahabs ånd, især når det gælder retfærdighed for ofrene for eksplosionen i Beiruts havn den 4. august 2020.

Efter fem år med politisk indblanding, der har blokeret efterforskningen, har Aouns ledelse genoplivet håbet om ansvarlighed og retsstatsprincippet. Kun en uge efter hans valg forbereder dommer Tarek Bitar, der leder efterforskningen af eksplosionen, sig på at udstede stævninger, hvilket afslutter den toårige blokade fra den tidligere rigsadvokat Ghassan Oueidat.

I Libanon, hvor den udøvende magt primært ligger hos kabinettet, kunne man i denne uge juble over endnu en glædelig nyhed med den overraskende nominering af den nye premierminister, Nawaf Salam.

Salam, tidligere FN-ambassadør, har netop trukket sig som dommer ved Den Internationale Domstol (ICJ) for at påtage sig rollen som premierminister. Han er bredt anerkendt som den ideelle kandidat, og med en profil inden for international lov og diplomati, sender han et signal om en afvigelse fra Libanons tidligere politiske kurs.

Hizbollahs faldende indflydelse

Ved parlamentsvalget i 2022 trådte en gruppe af parlamentsmedlemmer kendt som 'Forandringens Repræsentanter' ind på Libanons politiske scene. Selvom de i starten blev afvist som en splittet og ineffektiv gruppe, har denne lille gruppe – herunder Mark Daou, Waddah Sadek og Michel Douaihy – modbevist deres kritikere. De formåede at samle oppositionens støtte til nomineringen af Nawaf Salam som premierminister.

Denne koalition gav Hizbollah og deres kandidat, Najib Mikati, et historisk nederlag. Det er første gang i 25 år, at Hizbollahs stærke alliancer begynder at vise sprækker.

Den kristne Frie Patriotiske Bevægelse (FPM) og den drusiske leder Walid Jumblatts blok, som længe har været allierede med Hizbollah, har skiftet side og støttet Salam, i et dramatisk skift. Dette har isoleret Hizbollah og deres allierede, Amal-bevægelsen, politisk.

Aoun afviste Hizbollahs anmodning om at udsætte forhandlingerne. Uden andre muligheder, undlod Hizbollah og Amal at nominere en kandidat, hvilket yderligere signalerede deres faldende politiske indflydelse.

Den politiske virkelighed viser, at Hizbollah, som har stemplet deres allieredes beslutninger som forræderi, i stigende grad bliver marginaliseret. Deres tidligere kontrol over libanesisk politik er ved at smuldre.

Parlamentets formand, Nabih Berri, leder af Amal-bevægelsen, siges endda at have distanceret sig fra Hizbollah og styrket sine forbindelser til arabiske lande, der modsætter sig Irans indflydelse i Libanon.

Tabet af politisk terræn tilføjer til Hizbollahs overordnede tilbagegang i Libanon, da deres militære og finansielle ressourcer ikke længere er garantier for magt i et land, der tørster efter reformer, stabilitet og ansvarlighed.

Kommende udfordringer

Den nye regering står over for enorme udfordringer i forsøget på at stabilisere landet og løse vigtige politiske og økonomiske problemer.

En af de mest følsomme opgaver er implementeringen af FN's resolution 1701, som indebærer afvæbning af militante grupper og en politisk integration af Hizbollah. Ethvert skridt mod afvæbning kan føre til en potentiel konflikt mellem den libanesiske hær og Hizbollah.

Samtidig skal regeringen sikre en gnidningsfri implementering af våbenhvilen og overvåge Israels tilbagetrækning fra det sydlige Libanon.

Libanon kæmper også med konsekvenserne af det økonomiske kollaps i 2019, som resulterede i hyperinflation og et kollaps i banksektoren. Stabilisering af valutaen og udnævnelse af en kompetent centralbankschef er afgørende skridt for at genoprette økonomisk orden.

Genoprettelsen af banksektoren er lige så presserende, da offentlighedens tillid til finansielle institutioner er på et historisk lavpunkt.

Genopbygnings-indsatsen tilføjer endnu en presserende dimension. Det sydlige Libanon og Beiruts sydlige forstæder har brug for omfattende genopbygning efter den seneste konflikt med Israel, mens Beiruts havn, en økonomisk livsnerve for landet, stadig kræver genopbygning efter den ødelæggende eksplosion i 2020.

Landets potentielle olie- og gasressourcer giver en mulighed for genopbygning, men disse skal udvikles på en gennemsigtig måde for at tiltrække investeringer og skabe bæredygtige indtægter.

Libanon skal også genoprette tilliden til sine internationale allierede, især de arabiske lande og Tyrkiet, som historisk set har støttet landet. At sikre deres finansielle og politiske støtte afhænger af regeringens evne til at gennemføre reelle reformer og fremme ansvarlighed.

En ny æra

Valget af Joseph Aoun som præsident og Nawaf Salam som premierminister markerer en vigtig overgang for Libanon. Selvom landet står over for store udfordringer, nyder dette par bred støtte, selv blandt den shiamuslimske befolkning.

Mange i dette samfund udtrykker håb om varig fred og stærke statslige institutioner, der kan genopbygge infrastrukturen, gennemføre økonomiske reformer og genoprette retsstatsprincippet.

Perioden med politisk særinteresse og sekterisk dominans ser ud til at være ved at slutte. For første gang i årtier har Libanon en chance for at bevæge sig mod en fremtid defineret af sammenhold, ansvarlighed og regeringsførelse, der er rodfæstet i nationale – ikke sekteriske – interesser.