Af Saif Sharabati

Første gang jeg mødte Aysenur Ezgi Eygi var i maj måned, under teltlejr-protesterne på University of Washington. Vi demonstrerede for Palæstina og imod Israels igangværende folkedrab i Gaza. På det tidspunkt var Ayse en af ​​dem, der stod forrest i studenterbevægelsen.

Under sin tid som universitetsstuderende og også efterfølgende var den 26-årige tyrkisk-amerikaner dybt optaget af kampen for palæstinensisk frihed og mange andre sager.

Det var i forbindelse med kampen for palæstinensernes rettigheder, at vores veje krydsede. Ayse var et fantastisk menneske – sød, venlig, modig og en stærk leder. Hun var en meget udadvendt person, med mange venner. Altid smilende og fuld af positiv energi.

Ayse var altid villig og klar til at hjælpe andre. Hun ville ofte tjekke op på sine venner, for at høre, om de havde brug for hjælp – uanset hvor travlt hun selv havde.

Retfærdighed for alle

Ayses utrolige drive er den del af hende, jeg især vil huske. Hun balancerede dette sammen med sin humor og forsøgte at gøre folk glade. Men hun havde også en seriøs side, når det kom til hendes aktivisme.

Hendes passion for politiske og sociale sager betød, at meget af hendes tid gik på at organisere. Palæstina betød meget for Ayse, og hun påtog sig en vigtig rolle i planlægningen af ​​universitetets teltlejr-protester, i samarbejde med de studerende og universitetsledelsen.

Hun formåede alt dette oveni det travle studieliv. Hendes aktivisme holdte hende ikke tilbage fra at studere og fokusere på sine eksaminer, så hun kunne blive færdiguddannet på University of Washington.

Selvom Ayse var fokuseret på den palæstinensiske sag troede hun på retfærdighed og frihed for alle mennesker, på tværs af landegrænser.

Som ung aktivist rejste hun til Myanmar i Sydøstasien, for at dokumentere folkemordet mod Rohingya-folket. En rejse, der havde en dyb påvirkning på hende og hendes bevidsthed omkring de uretfærdigheder, der finder sted rundt i verden.

Øst for Stillehavet i USA, i byen Seattle, som hun kaldte hjemsted siden hun forlod den tyrkiske by Antalya i en ung alder, var Ayse også aktiv i kampen for racemæssig retfærdighed og involverede sig bl.a. i bevægelsen Black Lives Matter (BLM).

Ayse var mange ting, ikke mindst oprigtig og ærlig. Hun havde altid hjertet med og en kærlig energi, der kunne mærkes af alle. Hun elskede livet og var begejstret for sin uddannelse og sine visioner. Jeg husker især, hvor meget hun glædede sig over hendes kommende rejse til Palæstina.

Rejsen til Vestbredden

Ayse var stærkt insisterende på at rejse ned til den israelsk-besatte palæstinensiske Vestbred, for at bevidne den barske virkelighed, som palæstinenserne, der har levet under direkte militær besættelse og etnisk udrensning i årtier, er fanget i.

Siden Israel eskalerede angrebene på palæstinensere i oktober sidste år, har deres militær dræbt mere end 41.000 mennesker i Gaza, flertallet kvinder og børn. På Vestbredden har Israel imidlertid dræbt næsten 700 mennesker og såret mere end 5.700.

Under vores hyppige samtaler fortalte Ayse, at hendes far og professorerne på hendes universitet frygtede for hendes sikkerhed, på grund af voldsoptrapningen.

Men Ayse var trodsig. Hun insisterede på at besøge de besatte territorier, for at støtte den palæstinensiske kamp for frihed og selvstændighed. For at bevidne besættelsen med egne øjne, så hun kunne vende hjem igen og fortsætte med at skabe opmærksomhed omkring Israel barbariske behandling af et helt folk.

Ayse var udemærket klar over farerne ved at tage derned, men i en verden, der kigger væk fra folkemordet mod palæstinenserne, var det en risiko, der var nødvendig at tage.

Mit sidste opkald med Ayse var blot et par timer inden hun blev dræbt. Vores samtale varede mere end to timer.

Hun talte af hjertet og delte ud af sine oplevelser. Hun fortalte mig, hvor forfærdelig besættelsen er, og hvor svært det er at leve under den – en realitet, palæstinensere som min familie og jeg har mærket på egen krop. Jeg blev selv arresteret af besættelsesmagten. Min bror blev arresteret af undercover-styrker. Min far blev arresteret og endda skudt i benet.

Livet under besættelse

På tværs af den besatte Vestbred, helt op til det hellige Jerusalem, vil du opleve checkpoints, bosættelser, (israelske) soldater og andre tegn på det brutale apartheidsystem.

Mange palæstinensere bliver ofte skudt og dræbt for ingenting. Mine palæstinensiske venner har levet under denne realitet, omgivet af checkpoints, trusler, chikane, vold og begrænsninger på deres bevægelsesfrihed. Afvisninger af indgang- eller udgangstilladelser til og fra deres byer, lange ventetimer ved kontrolposterne – og sådan fortsætter listen af uretfærdigheder.

Under vores opkald delte Ayse historier, hun hørte fra lokalbefolkningen omkring alle de lidelser, besættelsen har forårsaget.

Vi talte også om hendes oplevelse i Jerusalem, og hvordan israelske soldater ikke lukkede hende ind i den historiske Al-Aqsa-moské.

Hun oplevede på egen krop hvilken undertrykkende og ydmygende hverdag, mange palæstinensere lever – og alligevel var hendes oplevelser kun en brøkdel af den uretfærdighed, som er livet under besættelse.

Ayses arv

Inden det tragiske drab på Ayse var det planen, at hun skulle møde min familie i byen al-Khalil (Hebron), men det skete aldrig.

Ayse samlede folk og hendes arv er det stærke fællesskab, hun skabte i sit lokalsamfund. I hendes minde vil aktivisterne slå sig sammen om den forandring, som hun forstod var svær at opnå, men ikke desto mindre kæmpede for.

Vi vil huske Ayse som en, der levede for retfærdighed og palæstinensisk befrielse indtil sin død. Vi vil aldrig glemme hende. Verden vil aldrig glemme hende, og vi vil fortsætte med at kæmpe, indtil besættelsen ophører.

Vi vil fortsætte ad den vej, Ayse lagde for os, inspireret af hendes styrke, hjerte og ideologi. Vi vil kæmpe for det budskab, hun troede på – retfærdighed og frihed for alle.