Af Ahmet Yusuf Ozdemir

I sidste måned var Ankara vært for et historisk møde mellem to nøglespillere i Afrikas Horn-regionen, Etiopien og Somalien. De to lande har haft diplomatiske forbindelser, men også været i konflikt i næsten tre årtier.

Tyrkiets mægling for en "historisk fred" mellem Somalia og Etiopien markerer et stort skridt i konfliktløsning og placerer tyrkisk diplomati og udenrigspolitik i en unik position i forhold til stormagter som USA, Kina og EU.

Tidligere førte situationen på Afrikas Horn generelt, og konflikten i Somalia mere specifikt, til, at lande investerede i humanitær bistand eller militære midler for at svække Al Shabab. Det blev dog hurtigt klart, at denne konflikt ikke kunne løses uden at tage hensyn til nabolandet Etiopien.

Dette er kernen i, hvad der gør Tyrkiets tilgang unik. Tyrkiet opererede ud fra den antagelse, at så længe fjendskabet mellem de to afrikanske lande eksisterede, ville der ikke være en vedvarende løsning på krisen.

Ifølge en rapport fra Geneva Academy er Afrika kun overgået af Mellemøsten, når det gælder væbnede konflikter per region.

Kontinentet lider i øjeblikket af mere end 35 såkaldte ikke-internationale væbnede konflikter (“NIAC”), herunder i Burkina Faso, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Mali, Mozambique, Nigeria, Senegal, Somalia, Sydsudan og Sudan.

Disse konflikter involverer adskillige væbnede grupper, der enten kæmper mod regeringsstyrker eller mod hinanden. Vestlige magter og nabolande har grebet ind i de ikke-internationale væbnede konflikter i Burkina Faso, Mali, Mozambique, Nigeria og Somalia.

Sammenlignet med andre borgerkrige rundt om i verden, såsom i Colombia, Filippinerne eller Afghanistan, bliver konflikter i Afrika sjældent løst gennem fredsforhandlinger og aftaler. Dette kan dog ændre sig, da Somalia og Etiopien endelig har indgået en aftale om at tackle deres uoverensstemmelser.

Under Ankara-deklarationen vil de to nationer indlede forhandlinger senest i februar med Tyrkiets mægling og afslutte og underskrive en aftale inden for fire måneder.

“Aftalen mellem de to nabolande har nu beroliget frygten for en bredere regional konflikt på Afrikas Horn”, skriver Emmanuel Onyango og Tuğrul Oğuzhan Yılmaz for TRT Afrika. “FN, Den Afrikanske Union (AU) og en regional blok i Østafrika, Intergovernmental Authority on Development (IGAD), har budt aftalen velkommen og lykønsket Tyrkiet for dets mægling”.

Somalias udfordringer

I Somalia spiller Al Shabab en afgørende rolle i at gøre Afrikas Horn til en af de mest konfliktfyldte regioner. Derudover gør tilstedeværelsen af adskillige globale aktører i landet, primært Den Afrikanske Unions Støtte- og Stabiliseringsmission i Somalia (AUSSOM) og FN’s Transitional Assistance Mission in Somalia (UNTMIS), konflikten på visse måder sammenlignelig med forholdet mellem USA og Taliban.

Somalia forbliver et af de mest centrale fokuspunkter i det internationale system efter den kolde krig. Det var en af de første laboratorier for den humanitære interventionsdiskurs, der opstod med Sovjetunionens kollaps.

I 1991 førte processen, der begyndte med sammenbruddet af Siad Barre-regimet, som havde siddet på magten siden 1969, hurtigt landet ud i en intern konflikt. Denne krig mellem klaner og krigsherrer blev mødt med både regionale og globale indsatser.

Især FN’s fredsbevarende indsats og den amerikanske hærs “humanitære nødhjælpsoperationer” spillede en rolle i at sætte en stopper for konflikten i 1992. Men denne intervention skabte sine egne problemer.

Det er vigtigt at være bevist omkring det internationale samfunds nærmest kroniske ineffektivitet, når det gælder om at hjælpe en nation med at genopbygge sig selv. Hvis vi ser tilbage på Afghanistan, hjalp USA modstandsbevægelsen med at besejre de sovjetiske invasionsstyrker. Men da Sovjetunionen trak sig tilbage fra Afghanistan, trak USA sig også.

Genopbygning efter konflikten og “overgangsretfærdighed”, altså hvordan samfund håndterer arven efter massive og alvorlige menneskerettighedskrænkelser, blev hverken etableret i Somalia eller Afghanistan.

Udfyldelse af tomrummet

Magttomrummet, der blev efterladt efter FN’s og USA’s tilbagetrækning fra Somalia i 1990’erne, blev udfyldt af regionale statslige og ikke-statslige aktører. Somalias vestlige nabo, Etiopien, spillede især en vigtig rolle efter 1996 ved at igangsætte grænseoverskridende angreb.

Den Islamiske Domstolsunion, som havde etableret en indflydelsessfære, besejrede krigsherrerne i 2006 og erklærede sin magt i Somalia, hvilket førte til en ny intervention fra Etiopien i landet.

Etiopien, støttet politisk af USA og militært af Uganda, opretholdt sammen med Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM) og den føderale overgangsregering sin dominans indtil 2009.

Samme år udnyttede Al Shabab magttomrummet efter Etiopiens tilbagetrækning og påtvang sin egen form for regeringsførelse, hvor de bevarede kontrollen over den sydlige del af landet. Siden sin grundlæggelse og især efter løftet om troskab til Al Qaeda i 2012 blev Al Shabab et primært mål for USA’s såkaldte “krig mod terror” i regionen.

Efter 18 år med massegrusomheder i Somalia samt i nabolandene Kenya og Etiopien har Al Shabab oplevet militære nederlag, tilbagetrækninger og omorganisering. Stig Jarle Hansen, en af de førende eksperter på Al Shabab, argumenterer for, at ulovlig beskatning, rivaliseringer og svagheder i hæren har været nogle af de centrale elementer for Al Shababs vedholdenhed.

Indsigt fra nationale, regionale og globale erfaringer kan hjælpe med at standse Al Shababs fremmarch på Afrikas Horn. FN’s kontor for “Office of Rule of Law and Security Institutions” (OROLSI), som er oprettet under afdelingen for fredsoperationer, har et mandat, der omfatter afvæbning, demobilisering og reintegration.

Hovedmålet med denne proces er at bidrage til sikkerhed og stabilitet i post-konflikt miljøer, så genopbyggelse og udvikling kan finde sted. Dette er blevet anvendt i konflikterne i Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan, Burundi, Colombia, Etiopien, Haiti, Irak, Libyen, Yemen og Somalia.

Et af de vigtigste eksempler på dette er Mukhtar Robow, tidligere næstleder og talsmand for Al Shabab, som forlod gruppen i 2015 og blev udnævnt til Somalias minister for religiøse anliggender. Eksempler som disse skal gentages for at understrege, at Al Shababs måde at udfordre staten og forstyrre freden i regionen ikke kan fortsætte.

Ankara-aftalen

Ankara-aftalen mellem Somalia og Etiopien lægger grunden for fremtidige forhandlinger og samarbejde mod Al Shabab, som truer begge lande og deres befolkninger.

Den officielle erklæring fra Tyrkiets udenrigsministerium nævner, at landene, på basis af “venskabelighed” og “gensidig respekt”, blev enige om at “se bort fra uoverensstemmelser og stridsspørgsmål og i stedet samarbejde om fælles velstand”.

En stabil og vedvarende fred kan kun opnås gennem en holistisk tilgang snarere end ved at ét land kæmper alene. Deling af erfaring, efterretninger og knowhow er nøglen til, at enhver konflikt kan bringes til ophør.

I modsætning til USA's tilgang i Afghanistan, hvor andre aktører ikke blev inddraget i fredsprocessen, har Tyrkiet valgt en inkluderende strategi, der giver alle parter en plads ved forhandlingsbordet.

Dette kan være det afgørende skridt, som Afrikas Horn har ventet på.

Ahmet Yusuf Ozdemir er lektor ved Institut for Statskundskab og Internationale Relationer på Ibn Haldun University.

Bemærk: Forfatterens synspunkter afspejler ikke nødvendigvis TRT Afrikas redaktionelle holdninger.