Af Hannan Hussain
Washingtons økonomiske indflydelse i Afrika har i årevis været stillestående. Sanktioner, lavpolitiske prioriteter, mangel på systematisk outreach og skiftende investeringsniveauer har altsammen været med til at svække USA’s økonomiske løftestang i regionen.
Man skal derfor ikke forvente, at der kommer det helt store ud af den amerikanske præsident Joe Bidens 11. time-besøg i Angola, hvilket bliver præsidentens første rejse til Afrika, siden han trådte til i 2021.
Amerikanernes manglende prioritering af kontinentet er yderligere illustreret ved at Joe Biden bliver det første amerikanske statsoverhoved, der besøger Afrika syd for Sahara i næsten et årti.
"Præsidentens besøg i Luanda [hovedstaden i Angola, red.] ... understreger USA's fortsatte engagement over for vores afrikanske partnere, og viser, at samarbejde omkring vores fælles udfordringer er til fordel for befolkningerne i USA og på tværs af det afrikanske kontinent", lød det i en erklæring fra Det Hvide Hus forud for besøget.
Et af Bidens mål med besøget er at forsøge at begrænse Kinas voksende økonomiske indflydelse i afrikanske lande som Angola. Men store og varierede kinesiske investeringer og udviklingsinitiativer tyder på, at Washington for længst har misset den mulighed.
Begge lande kæmper om adgang til Afrikas mineraler og i særdeleshed sjældne jordarter. I Kinas tilfælde er også erhvervshavne og kommercielle markeder en prioritet i regionen, mens amerikanernes fokus er på at forhindre demokratisk tilbagegang og opretholdelse af deres netværk af “ligesindede” militære- og handelspartnere.
To slags tilgange
Washington har ikke haft succes med at fremme multisektor-investeringer i Afrika.
Kina derimod har prioriteret sektorer, der er centrale for Afrikas fremtidsbehov, inden for industri, landbrug, grøn investeringer og energifinansiering. Platforme som Forum on China-Africa Cooperation (FOCAC) har spillet en vigtig rolle i tilpasningen af Afrikas finansieringsbehov med Kinas udviklingsstøtte, og hjulpet Beijings image som en forkæmper for Afrikas modernisering.
Det er bl.a. på dette punkt, at Biden-administrationens økonomiske tiltag kom til kort. På energifronten forpligtede den sig til millioner af dollars i investeringer i adgang til bæredygtig energi i Afrika, men dette beløbet blegnede sammenlignet med kontinentets voksende behov for energiinvesteringer.
Omvendt har Kina hældt milliarder i grønne energiprojekter og anser lempelige lån som en måde at hjælpe Afrikas vækst på kort sigt. Mens amerikanerne i årevis har slået alarm over kinesisk gæld og udlån , har de ikke selv kunnet optrappe den udenlandske investeringsstrøm til de gældspressede afrikanske økonomier og dermed skubbet dem længere ind i Kinas kredsløb.
Politisk usikkerhed har været en yderligere hæmsko i konkurrencen Kina. Biden besøger Angola blot 40 dage før valget, og der er en reel chance for, at den tidligere amerikanske præsident Donald Trump kan vende tilbage til magten i november. I tilfælde af at dette sker, er Biden muligvis ikke i stand til at levere på nøglepunktet i sin Afrika-politik: 55 milliarder dollars i multisektorinvesteringer i 2025. Omkring 44 milliarder dollars af dette er blevet investeret indtil videre.
Trump nægtede at besøge Afrika i løbet af sin periode som præsident og har konsekvent nedspillet finansiering af ren energi og diplomatisk outreach i Afrika. Hans budskab til Afrika er klart: det er ikke en udenrigspolitisk prioritet.
Kinas økonomiske indflydelse er i mellemtiden fri for sådanne begrænsninger. På FOCAC-ledernes topmøde i Beijing i denne måned forpligtede den kinesiske præsident Xi Jinping sig til næsten 51 milliarder dollars i finansiering til Afrika over de næste tre år, mens en konsekvent handelspolitik sikrer, at Kina forbliver subsahariske Afrikas vigtigste handelspartner.
Et vedvarende engagement med 53 afrikanske lande har også sat Kina i en bedre position til at udføre større politiske mål, heriblandt skabelsen af en million nye jobs på tværs af kontinentet.
I betragtning af omfanget af Afrikas økonomiske engagement med Kina, er Biden nødt til at gøre op med antagelsen om, at Beijings grundlæggende mål i denne region er at svække "USA's relationer til afrikanske nationer og regeringer”.
Dette perspektiv viser, at amerikanerne kun er interesserede i at give Kina modspil og ikke i at opbygge et forhold til og samarbejde med Afrika.
PGII vs BRI
Bidens beslutning om at besøge Luanda er et kalkuleret træk.
Angola er en central del af Lobito Corridor projektet, en central komponent i det amerikansk-støttede Partnership for Global Infrastructure and Investment (PGII) initiativ.
Korridoren har til formål at styrke jernbaneforbindelsen mellem Angolas Lobito-havn, Den Demokratiske Republik Congo og Zambia, og regnes som en modvægt til Kinas “Belt and Road” (BRI) initiativ i Afrika.
Modspillet til Kinas BRI-initiativ har dog ikke givet pote. For det første har Biden været selektiv i forhold til hvilke lande der skal engageres i PGII-projektet. Hans administration har prioriteret kontakt med Angola, DRC, Tanzania og Zambia. Kinas BRI-initiativ har derimod hele 52 afrikanske nationer som er aktivt engagerede.
For at fremme PGII's regionale appel må Biden også adressere Afrikas forbehold over for vestlig politik. Dette inkluderer kravene om at ophæve sanktionerne mod Eritrea, Sydsudan, Sudan og Zimbabwe, som et forsøg på at fremme deres sociale udvikling.
Det ville have givet mening for Biden at planlægge sin første Afrika-rejse omkring nationer, der føler sig tilsidesat af USA's udviklingsprioriteter . Et konkret standpunkt mod kontroversielle sanktioner er også afgørende for at vinde mere tillid hos medlemsstaterne i Den Afrikanske Union (AU) og forsikre dem om, at USA mener det, når det påstår at ville tackle fælles udfordringer "på tværs af det afrikanske kontinent".
AU spiller en afgørende rolle i regionale udviklingsprioriteter og økonomisk integration. Et samarbejde mellem USA og Afrika om økonomi, fødevaresikkerhed, sundhed, klima og god regeringsførelse er også afhængigt af Washingtons forhold til den afrikanske sammenslutning.
PGII-initiativets anden begrænsning er transkontinental forbindelse og energi-infrastruktur. Håndteringen af disse kan kun lykkes hvis isolationsparadigmet ophører.
Der er behov for, at Washington placerer de mindst udviklede afrikanske stater i centrum af PGII's dagsorden for regional energi og global handel. Mens Lobito-korridoren sigter efter international handel og adgang til mineraler gennem Angolas havn, tilbyder den begrænset nytteværdi for andre afrikanske stater uden for kritiske mineralers forsyningskæder.
Dette er en strategisk svaghed for PGII, og medmindre Washington beslutter sig for at udvide konkurrencen med BRI på tværs af højhastighedsjernbaner, havneudvikling, multimodale transportnetværk og energiproduktionsinfrastruktur, vil det være vanskeligt at omvende problematikken omkring økonomisk indflydelse til sin fordel og bringe Kinas mange strategiske partnere ind i dets eget kredsløb.
Taget USA’s begrænsinger på at investere på tværs af sektorer og tilbyde infrastruktur på tværs af kontinentet i betragtning er det derfor usandsynligt, at Bidens besøg i Angola kommer til at påvirke kinesernes engagement i Afrika.
