Af Fuad Chiragov

Mens verdens opmærksomhed er rettet mod kriser i Mellemøsten og Ukraine, synes udfordringerne i Sydkaukasus at blive overset.

Præsident Ilham Aliyev fra Aserbajdsjan advarede tidligere i oktober mod Vestens forsøg på at bevæbne Armenien – en advarsel fremsat i byen Jabrail, som Aserbajdsjan har genopbygget efter dens ødelæggelse under den armenske besættelse.

Under talen, der blev afholdt under tilstedeværelsen af tidligere internt fordrevne personer, stillede præsident Aliyev spørgsmålstegn ved de vestlige landes motiver for at levere våben til Armenien og spurgte, om de virkelig troede, at Aserbajdsjan bare ville stå passivt til, mens disse våben blev brugt til at ødelægge de genopbyggede byer.

Han understregede videre, at Aserbajdsjan vil tage alle nødvendige skridt for at sikre landets fremtidige sikkerhed og udvikling. “På den ene side lyver de om fred; på den anden side engagerer de sig i storstilet oprustning”, tilføjede Aliyev.

Tidligere i september foreslog en rådgiver for præsidenten, at Armenien skulle pålægges proportionale restriktioner på dets væbnede styrker, svarende til de restriktioner, der blev pålagt Irak efter Irak-Kuwait-krigen.

Han argumenterede for, at en sådan foranstaltning ville være berettiget, eftersom at Armenien er et af de få lande i det internationale system efter Anden Verdenskrig, der har forsøgt at beslaglægge nabolandes territorier med magt.

Tvetvungede fredsforhandlinger

De skrøbelige udsigter for en fredelig løsning trues af den langsomme forhandlingsproces og Armeniens fortsatte militære oprustning.

Aserbajdsjanske medier har rapporteret om en stigende strøm af våbenleverancer til Armenien, og mange eksperter mener, at Jerevan bevidst forhaler forhandlingerne for at vinde tid til oprustning.

Armeniens kritik af Aserbajdsjans militærbudget klinger også hult, da Jerevan selv har øget sine militærudgifter med 46% i forhold til året før. Denne drastiske stigning vidner om landets intensiverede militarisering.

Armeniens oprustning finansieres af en broget skare af allierede, der ofte står på modstridende sider i globale konflikter. Våbenleverancer fra Frankrig, militær støtte fra USA og en ny våbenaftale med Iran til en værdi af 500 millioner dollars er blot nogle eksempler. Derudover fortsætter Armenien med at købe offensivt militærudstyr fra Rusland gennem CSTO-samarbejdet.

Vil Aserbajdsjan slå til først?

Armeniens provokerende militære oprustning kan presse Aserbajdsjan til at overveje forebyggende handlinger.

Selv James Warlick, tidligere amerikansk medformand for OSCE Minsk-gruppen, har påpeget, at Frankrigs våbenleverancer til Armenien truer den skrøbelige fredsproces i en tid, hvor de to lande ellers er tæt på at underskrive en fredsaftale.

Efter hans mening burde Frankrig have ventet med enhver form for våbenaftale med Armenien efter en fredsaftale.

Mens begrebet “forebyggende krig” blev noget forvrænget, da det blev anvendt i forbindelse med Bush-administrationens nationale sikkerhedspolitik op til invasionerne af Irak og Afghanistan, adskiller det sig markant fra begrebet “præventiv krig”.

En forebyggende krig er rettet mod en umiddelbart truende fare og er i visse tilfælde berettiget i henhold til FN-pagtens Artikel 51. En præventiv krig derimod er baseret på forventninger om fremtidige trusler og ses som illegitim efter international lov.

I lyset af Armeniens oprustning og fraværet af en fredsaftale vil enhver militær handling fra Aserbajdsjans side være forebyggende snarere end præventiv.

Dette understøttes yderligere af, at Armeniens tidligere besættelse af internationalt anerkendte aserbajdsjanske territorier i 30 år sluttede som et resultat af Jerevans nederlag i 2020-krigen og ikke på grund af en frivillig tilbagetrækning.

Derfor var den Anden Karabakh-Krig i henhold til folkeretten en selvforsvarshandling, i overensstemmelse med artikel 51 i FN-pagten.

Præsident Aliyev har efter 2020-krigen gentagne gange advaret, at Aserbajdsjan vil eliminere enhver trussel fra Armenien, også hvis det kræver handling på armensk territorium.

Samtidig har han understreget, at hans land ikke har planer om at invadere Armenien eller starte en tredje krig.

Et nyt kapitel

Forebyggende angreb på legitime militære mål kan markere et nyt kapitel i den langvarige konflikt mellem Aserbajdsjan og Armenien.

Tidligere foregik alle militære operationer inden for Aserbajdsjans internationalt anerkendte territorier med alle de medfølgende ødelæggelser og tragedier.

Fremtidige konfrontationer kan dog udspille sig på armensk jord.

Under krigen i 2020 undgik den aserbajdsjanske hær bevidst at operere i Armeniens anerkendte territorier og begrænsede strengt sine operationer til områder inden for Aserbajdsjans grænser.

Derudover undlod Aserbajdsjan at rykke ind i områder i Karabakh, hvor armeniere var tungt tilstede, for at undgå civile tab. I stedet accepterede de indsættelsen af russiske fredsbevarende styrker, på trods af Aserbajdsjans militære evne til at avancere yderligere.

Det eneste angreb inden for Armeniens anerkendte territorium var rettet mod et militært mål langt fra civile områder. Den 14. oktober 2020 ødelagde Aserbajdsjan et missilsystem i Armenien, der blev brugt til at angribe aserbajdsjanske civile.

Dette angreb var forebyggende. Missilsystemet havde allerede gennemført flere angreb på byer langt fra konfliktzonen, såsom Ganja, Barda og Qarayusufli, hvor mange civile blev dræbt, og var klar til at iværksætte yderligere angreb, indtil det blev destrueret.

De armenske angreb inkluderede brugen af internationalt forbudt klyngeammunition og SCUD-B-missiler.

Human Rights Watch bekræftede senere, at armenske styrker havde udført vilkårlige angreb på aserbajdsjanske civile under konflikten.

Med en plads under CSTO’s sikkerhedsparaply antog Armenien, at dets angreb på boligområder langt fra konfliktzonen ville forblive ustraffede, idet man regnede med, at Aserbajdsjan ikke ville kunne gengælde, eller at ethvert svar ville fremprovokere russisk intervention til fordel for dets armenske allierede.

Aserbajdsjans bekryminger

Nu, med sin igangværende militarisering, ser det ud til, at Armenien søger at sikre vestlig opbakning, hvilket potentielt kan skabe en konfrontation mellem Aserbajdsjan og Vesten.

Den eneste forebyggende handling inden for Armeniens anerkendte territorier efter den Anden Karabakh-Krig fandt sted den 12. september 2022, hvor aserbajdsjanske tropper ødelagde armensk militær infrastruktur ved brug af præcisionsvåben og uden civile tab.

Denne infrastruktur udgjorde en overhængende trussel mod de sårbare og nyligt befriede Kalbajar- og Lachin-regioner i Aserbajdsjan.

Aserbajdsjans primære bekymringer er todelte: Armeniens militære oprustning, støttet af Frankrig, Indien, Iran og USA, og den stigende hævntørst i Armenien.

Aserbajdsjanske officielle talspersoner og dets medier har gentagne gange advaret både det armenske samfund og Armeniens udenlandske støtter.

På grund af den dybe gensidige mistillid har Aserbajdsjan stillet to centrale krav for at sikre, at Armenien ikke har en skjult dagsorden vedrørende Karabakh: Først må Armenien fjerne annekteringsklausulen fra sin forfatning. Dernæst må begge lande i fællesskab anmode om opløsning af Minsk-gruppen.

Aserbajdsjan nærer ikke kun mistillid til Armenien, men også over for Vesten.

Allerede før krigen i 2020 var der en stærk opfattelse i Aserbajdsjan af Vestens liberale hykleri i forhold til Karabakh-konflikten.

Denne følelse er kun blevet styrket med Armeniens voksende militære kacapitet og den støtte, der kommer fra lande som Frankrig og USA.

Det er én ting at fordømme og advare Aserbajdsjan, men det er noget helt andet andet aktivt at bevæbne et land, der tidligere har besat aserbajdsjanske territorier – en handling, der gør meget lidt for at fremme fred og tillid i regionen.

Hvis Vesten virkelig ønsker at beskytte Armenien mod et “imaginært angreb” fra Aserbajdsjan, findes der langt mere effektive midler til beskyttelse end levering af våben.